PROFETIA – Kan man ændre på det som står skrevet?
”Årets bedste svenske film er dansk!” lød det begejstret fra Svenska Dagbladets Per Gudmundson i forbindelse med Sverige‐premieren på Johan Melin´s spillefilms‐debut ”Preludium” i 2008. Nu kommer opfølgeren ”Profetia”. Filmen får verdenspremiere 25. oktober som Månedens Film i Cinemateket, og kommer i et unikt lanceringstiltag ud på flereplatforme ved samme lejlighed.
Johan Melin demonstrerer stort vovemod og et højt teknisk ambitionsniveau i “Profetia”, en metafysisk multiplothistorie om liv, kærlighed og død. Den 60‐årige Sofie står ved et bål og brænder de manuskripter og historier, hun har skrevet gennem hele livet. Historierne synes en efter en at blive til virkelighed og til profetier for hendes vingeskudte karakterer. Samtidig bliver hun konfronteret med fortidens fejltagelser.
Sofies datter Eva skal giftes samme dag, men brylluppet og kærligheden bliver sat på prøve. Evas eksmand, den sex‐fikserede spirituelle terapeut Lars, som også optræder i Melins første spillefilm, 'Preludium', planlægger et comeback, men rammes af et ildebefindende. Sygeplejersken Ruth, der har haft en dramatisk nærdødsoplevelse, er bange for kærligheden, men mødet med Sofies gamle kæresteTom ændrer hendes liv. Og så er der den kørestolslænkede Johnny, som er fuld af had og racisme og iværksætter sit eget skræmmende hævntogt.
Efterhånden krydses alles veje i denne magiske, forunderlige rejse gennem et barsk københavnsk Nordvest‐kvarter. Hvor 'Preludium’ var en one shot‐film, optaget i én lang dynamisk bevægelse, er hver scene i 'Profetia' filmet i ét take. Johan Melin giver på denne måde sine skuespillere et stort frirum.
Prepare to get lucky!
Siden Johan Melin i 2005 tog afgang fra Den Danske Filmskole med den roste ”SteppeUlve” har han engageret sig i et samarbejde med en gruppe af skuespillere, The Good Army. Gruppen tæller spillere som Patricia Schumann, Anna Fabricius og Lai Yde. Sammen arbejder de med fortællinger, som bevæger sig væk fra hverdagsrealismen og med metoder, som giver spillerne mulighed for at øve indflydelse på manuskriptet og samtidig giver karakteren forankring. ”Prepare to get lucky!” er gruppens beskrivelse på en form, som handler om at være forberedt og skarp, samtidig med at man åbner sig for alverdens overraskelser undervejs. Med sit entusiastiske filmsprog, sin kollektive arbejdsmetode, og sansen for
spillerne, bringer Melin og The Good Army nyt stof på det danske filmbord med ”Profetia”.
Produceret af Bullitt Film med støtte fra New Danish Screen ved projektredaktør Kim Leona i samarbejde med CosmoTone, Minerva og SVT
Visninger:
Danmarks‐premiere som Månedens Film i Cinemateket, søndag den 25. oktober 2009. Herefter daglige visninger kl. 19 måneden ud. I et nyt lanceringstiltag, som støttes af Det Danske Filminstitut, udkommer ”Profetia” samtidig med premieren på VOD via filmstriben.dk og på DVD i Cinematekets Boghandel.
Cinemateket viser i oktober desuden serien Johan Melin Vælger Film med den svenske instruktørs yndlingstitler af bl.a. Bo Widerberg, Victor Sjöström, Allan Parker, Gaspar Noé og Jean‐Jacques Beineix.






